
168 turismeforskere fra hele verden samlet på Bornholm
På trods af stormvejr dagen før åbningsdagen - hvilket gav en del nerver - forløb konferencen glat og medførte stor tilfredshed blandt deltagerne. I alt 168 turismeforskere fra hele Norden og internationalt tog rejsen til Bornholm, hvilket dermed blev en af de mest velbesøgte konferencer i konferencens mangeårige historie. Dertil blev også et PhD kursus med folk på venteliste gennemført i dagene op til konferencen. Ikke dårligt for en lille ø og et mindre forskningscenter at lokke så mange, kyndige folk til!
Oplevelser hos lokale turistaktører
Et særligt indslag på årets konference var involvering af bornholmske aktører og oplevelser under konferencen. Et så stort, lokalt indslag har ikke tidligere været muligt gennemføre på konferencen, da den normalvis foreligger på universiteter med begrænsede muligheder for at inddrage lokale rammer og aktører. Årets konference var dog organiseret anderledes og bød blandt andet på forskellige gastro- og kunstoplevelser på konferencestedet, dialog mellem lokale turistaktører og konferencedeltagere samt mini-ekskursioner ud til tre af Bornholms styrkepositioner og oplevelsescentre: Grønbechs Gaard i Hasle, Gaarden i Gudhjem og NaturBornholm i Aakirkeby. På den måde fik konferencedeltagerne et godt førstehåndsindtryk af turismekvaliteterne på Bornholm.
Take aways fra CRTs medarbejdere
CRT’s fire forskere, specialkonsulent Rasmus Vendelboe samt direktør Gitte Hvidkær Marschner deltog alle på konferencen, hvor de både præsenterede forskning og viden samt netværkede med konferencedeltagerne. Herunder er nogle udvalgte udtalelser samlet om oplevelser og vigtige takeaways fra CRT’s medarbejdere:
Virtuelle rejser i fremtiden
”Mine største take-aways kom i den eneste session, der handlede om teknologi og turisme, som jeg var chair for. Der var nogle ret spændende præsentationer om udviklingen af nye ”immersive” teknologier, såsom virtual reality (VR), augmented reality (AR), og mixed reality (MX). Immersive teknologier kan give brugerne inspirerende, stressmindskende, og genopbyggelige oplevelser af landskaber, bygninger mv. gennem virtuelle rejser.” – Jesper Manniche
Øjenåbner ifht. temaer og data
”Dette var min første deltagelse i en turisme konference. Det var lidt af en øjenåbner at høre hvor mange forskellige temaer, der bliver arbejdet med indenfor turismeområdet, både i forhold til metoder og problematikker. Jeg arbejder til dagligt med den danske TSA som er metodisk konsolideret, og hvor vi har en masse data tilgængelig. Det var derfor inspirerende at høre om andre tilgange, steder hvor metoder til opgørelse af turismens økonomiske implikationer ikke er lige så konsolideret, og hvor datatilgængelighed er mere sparsomt.” – Rasmus Vendelboe
Fokus på udfordringer med deltidsanvendte helårsboliger
”Deltidsanvendte helårsboliger, ’second home-turisme’ og sommerhusturisme var til debat i flere sessions. Det er et fænomen i stigning, og der er ingen tvivl om at det påvirker værts-stederne, men det er uklart hvordan. Der mangler forskning, og der mangler klare begreber. Er man fx en ”turist”, hvis man har en ødegård et sted, og bruger det jævnligt, og måske også kan lave fjern-arbejde fra stedet? Hvis ikke, hvad er man så? Spændende debatter! – Rikke Brandt Broegaard
Lokalt og internationalt hånd i hånd
Samlet set var konferencen en succes og demonstrerede, at CRT også kan organisere og gennemføre forskningskonferencer i sværvægtsklassen. Den viste også, at det er muligt at sammenkøre lokalt indhold med international forskning til gavn for begge parter. Sidst, men ikke mindst, fik konferencen sat CRT og Bornholm på turismeforskningens landkort og skabt opmærksomhed omkring Bornholms særlige turismeindhold- og udvikling som muligt studieobjekt i samarbejde med andre, tilsvarende udkantsområder i de øvrige nordiske lande.
Bag værtskabet og organiseringen af konferencen var CRT’s seniorforsker, Andreas Skriver Hansen.

