Maker’s Island II evaluering. Beskæftigelse, økonomi og turisme.

Nærværende rapport evaluerer Makers’ Island II indsatsen gennem at analysere udviklingen i en række forskellige nøgle -parametre for tidsperioden (så vidt muligt) fra 2017 -seneste mulige årstal med tilgængelige data. Bornholms Regionskommune har siden 2019 kontinuerligt støttet kunsthåndværk -erhvervet og det store og blomstrende økosystem, der er i og omkring dette. I alt er det blevet til to indsatsperioder: Makers’ Island I (2019 -2022) og Makers’ Island II (2023 -2025), med en nylig kommunalbestyrelsesbeslutning om at støtte Makers’ Island indsatsen yderligere 4 år frem i tiden.

Etableringen af Makers’ Island styregruppe og sekretariat har været afgørende for at opnå det styrkede samarbejde mellem aktørerne indenfor og omkring kunsthåndværk, styrke kunsthåndværket og kunsthåndværkerne på Bornholm, og ført til at kunsthåndværk i dag opfattes som en af øens styrkepositioner, både af lokale aktører, nationale og internationale aktører og af gæster.

Når man sammenligner de meget flotte tal, som registeranalyserne giver anledning til, med den investering, der er foretaget af BRK og partnerorganisationer, må man konkludere, at der er tale om en god investering. Resultaterne indikerer, at Makers’ Island indsatsen har været med til at skabe en udvikling i kunsthåndværkerbrancherne på Bornholm, der adskiller sig positivt fra udviklingen i kunsthåndværkerbrancherne i resten af Danmark, og som kommer hele det Bornholmske samfund på gavn.

Syv delkonklusioner fra Makers’ Island II evalueringen:

1. Omsætning: Den relative vækst i omsætning i kunsthåndværker-virksomheder overstiger udviklingen i gennemsnittet af øvrige erhverv på Bornholm. Dette er særegent for Bornholm.

2. Værditilvækst: Den relative vækst i værditilvækst i kunsthåndværker-virksomheder er meget flot. Den overstiger langt den relative vækst i værditilvækst i gennemsnittet af øvrige erhverv på Bornholm.

3. Beskæftigelse: Markant vækst i beskæftigelsen indenfor kunsthåndværk på Bornholm. Den relative vækst overstiger udviklingen i (gennemsnittet af) øvrige erhverv på Bornholm så vel som i kunsthåndværker brancher i det øvrige Danmark.

4. Erhvervsindkomst: Erhvervsindkomst pr person indenfor kunsthåndværk er steget med 20% (2017-2023), hvilket er 5%- point mere end for gennemsnittet af kunsthåndværkere i resten af Danmark og af øvrige erhverv på Bornholm og i resten af Danmark.

5. Det Kongelige Akademis’ Designskole i Nexø: Stadig stigende ansøgertal; positiv betydning for bosætning, og vigtig synergi med det etablerede kunsthåndværksmiljø.

6. Kunsthåndværk som turismemagnet. Kunsthåndværket har fortsat stor betydning for turismen og nævnes hyppigere som årsag til at vælge at besøge Bornholm. Antallet af feature artikler om Bornholms kunsthåndværk er også fortsat i stigning. Den kunsthåndværk-genererede turisme har betydning også udenfor kunsthåndværksektoren selv. Et estimat er at den kunsthåndværk-genererede turisme på Bornholm samlet set skaber en værditilvækst på 52 mio. kr./år og ca. 125 jobs.

7. De udøvende kunsthåndværkere oplever markant øget synlighed og mange invitationer som følge. De er blevet meget lettere at ‘finde’, særligt for internationale aktører, der ønsker at besøge, promovere eller samarbejde. De har oplevet en markant stigning i henvendelser og invitationer, særligt på internationalt niveau, hvilket de værdsætter meget. Det har betydning for inspiration, anerkendelse, fagligt virke og udvikling – og spiller også ind på økonomien i deres virksomheder. Det brede, stærke samarbejde på øen understøtter vækst og udvikling på en række måder.

Eksperter bag

Rikke Brandt Broegaard

Seniorforsker

+ Se profil
Anders Hedetoft

Chefkonsulent

+ Se profil

Cooperation Partners